I mødet med mennesker er jeg meget åben, anerkendende og respektfuld. Det er min opfattelse, at der altid er en logisk årsag til enhver tanke og handling.

 

Mit navn er Mette Riishøj Kronholt, jeg er privatpraktiserende psykolog med speciale i det særligt sensitive personlighedstræk. Jeg er selv særligt sensitiv og mor til to drenge – den ene sensitiv i høj grad. Det betyder, at jeg kender til trækket, både professionelt og personligt. Jeg har siden 2014 haft min egen praksis i Skørping (Nordjylland), hvor jeg arbejder bredt med det sensitive personlighedstræk.


Det har gjort en KÆMPE forskel for mig, at finde ud af, at der er noget der hedder særlig sensitivitet. Der var SÅ mange brikker som pludselig faldt på plads. Som mange af de sensitive mennesker, som kommer i min konsultation, havde jeg også altid gået med en følelse af at være anderledes –  forkert. Brugt oceaner mængder energi på, at prøve at leve op til det andre gør og kan – altså følge med. Det kunne jeg også godt, men jeg var kronisk træt og havde lavt selvværd – fordi jeg altid havde mere travlt med at lytte til andre, tilfredsstille andres behov og leve op til andres forventninger. Det bliver man ikke lykkelig af, men det ved du sikkert godt, siden du læser med her.

Der var SÅ mange brikker som pludselig faldt på plads
— Mette

I dag er jeg et HELT andet sted. Derfor ved jeg også, at det kan lade sig gøre!!! Og det magiske er, at sensitiviteten pludselig ikke længere er en forbandelse – den er nu en kæmpe gave! En gave der gør mig i stand til, at mærke alt det gode i mit liv, meget intenst. Sensitiviteten har udstyret mig med en enorm kreativitet, samt en formidabel intuition, som jeg lytter til og bruger dagligt, både i mit private og professionelle liv. Jeg lever et anderledes liv end de fleste, men jeg er lykkelig. Mit liv er ikke perfekt, jeg er ikke perfekt… men når jeg ikke får lyttet til mig selv og ender med at blive overstimuleret, så ved jeg hvorfor og jeg ved hvad jeg skal gøre, for at genvinde mit overskud og min balance – sikke en gave!

Det er netop dette jeg ønsker at hjælpe andre særligt sensitive med – at få vendt en hård og opslidende opgave til, at være en smuk gave!

Selvværd er ikke noget man enten har eller ikke har – det er bestemt noget man kan opbygge. Det kræver vilje, stædighed og tålmodighed, men det er alle anstrengelserne værd. Når selvværdet er godt, er livet godt – det lyder simpelt – det er simpelt (men ikke let).

...viden er det første skridt på vejen i en forandringsproces.
— Mette

I mødet med mennesker er jeg meget åben, anerkendende og respektfuld. Det er min opfattelse, at der altid er en logisk årsag til enhver tanke og handling. Det er denne årsag, som ofte bliver kilden til forandring, når den undersøges og efterprøves. Mange af de særligt sensitive mennesker, som kommer i min praksis, ved ofte ikke så meget om særlig sensitivitet. Derfor bruger jeg også tid på, at oplyse om trækket om nødvendigt – viden er det første skridt på vejen i en forandringsproces. En proces mod accept, anerkendelse og selvkærlighed. En proces mod et liv som særligt sensitiv – med overskud, glæde, ro, kærlighed og fred.