Sensitivitet kombineret med andre personlighedstræk hos voksne

 

Særligt sensitive og social indadvendthed/ udadvendthed

Man har som sagt tidligere anset særligt sensitive mennesker, for at være socialt introverte – altså foretrække eget selskab og lade op ved at være alene. Elaine Aron fandt dog i sine undersøgelser ud af, at ca. 30% af særligt sensitive er socialt udadvendte – dvs. kun ca. 70% er både sensitive og socialt indadvendte. Sensitiviteten kan altså adskilles fra individets sociale præferencer.

De særligt sensitive som er socialt udadvendte viste sig ofte at være opvokset i store familier, kollektiver, eller på anden vis forbinde mange mennesker med noget trygt og velkendt. De socialt udadvendte sensitive viste sig også ofte at være i trivsel både fysisk og psykisk. Dvs. der er større chance for, at man som sensitiv bliver socialt udadvendt, hvis man er opvokset under trygge kår.

 

Særligt sensitive og nyhedssøgende

At være sensitiv og nyhedssøgende kan være lidt af en balancegang – man kan sige, at individet har den ene for på speederen og den anden på bremsen. Man higer efter spænding og nye oplevelser – mere end hvad den sensitive del af personligheden kan holde til. Disse individer vil ofte opleve perioder med stress og udbrændthed, fordi de konstant presser sig selv over evne.

For denne gruppe af særligt sensitive handler det i meget høj grad om, at have fokus på balance. På at få skabt et liv, hvor begge personlighedstræk tilgodeses, for ellers kan det have store konsekvenser for individets trivsel.

Elaine Aron fandt også hos denne gruppe af sensitive, at de – til trods for deres trang til spænding og eventyr, fortsat udviste en større forsigtighed end nyhedssøgende, som ikke samtidig var særligt sensitive. Dvs. man kører måske lidt mindre stærkt på motorcyklen, man tjekker dykkerudstyret en ekstra gang, man er mere forsigtig og byder færre penge på casinoet.